Tag dig af din krop med urokkelig trofasthed. Sjælen har kun disse øjne at se igennem, og hvis de er formørkede, bliver hele verden overskyet.

- Johann W. Goethe

"Jeg kan ikke lide den her ældningsproces og dens følger" sagde min veninde.

"Nææ, det kan jeg heller ikke" svarede jeg.

Vi snakkede om vores tandlægebesøg som vi har gang i for tiden - Nu er det kroner, implantat- og broarbejde, som vores tandlæger lige pludseligt synes er det bedste for os.

Så er der noget der gør ondt det ene sted, og så er der noget der gør ondt et andet sted - Generelt gør det bare mere ondt, sådan bare at rejse sig op, når man har siddet ned for længe.

Sarte føler vi os også, sådan lidt allround i systemet, og i sidste uge så hun godt for første gang, at jeg faktisk er blevet meget gråhåret - hvilket jeg også selv har bidt meget mærke i her på det sidste - Grå- og tyndhåret....jaa, fremad går det sgu ikke mere.

Vi kan lave sjov med aldringsprocessen og vi kan glo på os selv i spejlet og tænke:

"Hvor blev jeg egentligt af?"

Vi kan gå lidt i panik, og tænke oh shit det gider jeg ikke det her, og så få sprøjtet ting og sager ind i ansigtet.

Faktum er, at ungdommens tid er forbi, som i helt forbi - Vi kan ikke længere løbe fra tiden - Vi kan ikke længere fylde 40 igen og igen og igen. Hørte i går en politimand i tv sige, at det er jo ikke de ældre mennesker på 60 og derover, der kører hasarderet ude i trafikken...

Vi er nu....de ældre mennesker. Og hold nu op, hvor er det bare vildt underligt, at være det - Troede sgu aldrig det skulle overgå mig...

Jeg synes det er nederen at blive gammel. Jeg synes det er svært at håndtere sig selv igennem de her sådan første faser af alderdommen - Vi var jo lige i gang med alt, og nu...ja, nu gjorde det så ondt i min venstre skulder og højre hofte, at jeg ikke kunne sove i nat.

En bejler har haft skrevet til mig et stykke tid, fordi han gerne vil møde mig - Men nu har jeg skrevet, at det er jeg for gammel til for tiden, magter det simpelthen ikke - det der med at skulle spille lækker og smertefri og kæk.

Han havde ellers selv ondt i knæet, sagde han....

Altså vi kan jo også bare være helt frelste og sige, at sådan er livet jo bare - Det er den skinbarlige virkelighed, og at vi bare skal være taknemmelige for at være i live og forholdsvist sunde og raske - Og vi kan joke om, at hvis vi vågner en morgen uden smerter, så er det nok fordi vi er døde - Men sådan helt i marv og ben, synes du så det er sjovt?

Jeg synes, det er noget af en vild oplevelse, at blive så meget ældre nu, at man både ser og mærker fysisk forfald.

Jeg synes, det er hård kost - Og jeg tager mig af min krop og sjæl med urokkelig trofasthed. Jeg når mine 10.000 skridt, jeg laver Core gymnastik og yoga, jeg ordner alt selv indendørs og udendørs.

Jeg plejer min hud og mine tænder to gange om dagen.

Jeg tager kosttilskud, køber økovarer, spiser groft og grønt, tager vitaminer, fiskeolie og andre vigtige tilskud. Tænker positivt, taler kærligt til mig selv og pynter mig i det daglige.

Og alligevel har aldringsprocessen overtaget - Forfaldet er i gang, og jeg kan tage mig af mig selv med urokkelig trofasthed - men jeg er oppe imod noget meget større end det der står i min magt at gøre.

Så, hvad er det vi står med her?

Vi står med en proces som er i gang og som ingen i verden kan stoppe - Den er i gang, og som en af vores venner engang rejste sig op og sagde med skævt smil, til min venindes runde fødselsdag:

"Jeg bliver nødt til at sige, at fra nu af går det kun én vej - Og det er nedad".

Det er 20 år siden nu, og dengang grinede vi alle af det hun sagde, men sagens kerne er jo, at hun havde og har ret. Vi griner lidt af det og tænker ja ja - Men nu er vi der, hvor vi mærker at livet har altså også denne fase, som vi skal være i, fra nu af og til forfaldet er slut og vi skal væk.

Jeg kigger på mine børn og mit lille barnebarn. Jeg kigger på min far og mig selv - Og tænker....det må gerne gøre ondt i skroget i mange mange år endnu.

Jeg kigger igennem de samme grønne øjne som jeg altid har kigget igennem - Nu ligger der kontaktlinser i dem, for jeg er godt og vel halvblind uden - Men øjnene er ikke formørkede, de ser stadig alt - Og alt det de ser, mærkes også stadig...for jeg er stadig herinde i mig.

Det går nok alt sammen - Jeg tror på det...livet.

Biopat

Anne Winther 2021.